Jeg ved ikke, hvor mange aftener jeg har brugt på at køre rundt i kvarteret og lede efter en parkeringsplads – ikke fordi der ikke er pladser, men fordi de fleste af dem er forbudte for folk som mig. Ikke fordi jeg har gjort noget forkert, men fordi jeg ikke kører i en elbil.
Det er ikke bare frustrerende. Det er også uretfærdigt.
Rundt om i byen står masser af tomme pladser reserveret til elbiler og delebiler. Jeg synes, det er fint, at kommunen fremmer elbiler – men det er ikke rimeligt, at vi andre skal straffes for ikke at have lyst eller råd til at skifte bil. Og helt ærligt: Er det fornuftig ressourceanvendelse, at lade dyrebare parkeringspladser stå tomme, mens andre cirkler rundt i kvarteret? 
Jeg kører i en nyere dieselbil (med den højeste klimacertificering), men mit CO2-aftryk er nok alligevel under gennemsnittet. Jeg flyver sjældent, bor småt, spiser økologisk og køber lokale varer. Alligevel skal jeg bruge ekstra tid, brændstof og nerver på at finde en lovlig p-plads – fordi nogen har besluttet, at det skal være lettere at være grøn, ved at gøre det sværere at være almindelig.
Det er ikke sådan, man skaber forandring. Det er sådan, man skaber modstand.
Frederiksberg skal være en by, hvor man kan finde hjem – også med en almindelig bil. Hvor vi fremmer det grønne med oplysning og incitamenter, ikke med tvang og tomme p-pladser. Det handler ikke om at være for eller imod elbiler. Det handler om at behandle borgerne ordentligt.
