Frederiksbergs borgere mister indblik i kommunens service – tilfredshedsmålinger bliver reelt nedlagt

Frederiksbergs borgere får nu markant dårligere muligheder for at følge med i, om kommunens service bliver bedre eller ringere. Det skyldes en massiv besparelse på kommunens borger- og brugertilfredshedsmålinger, som det nuværende flertal besluttede uden om Frederiksberg Konservative ved budgetforliget for 2025.

Skærer næsten 80%

Besparelsen er voldsom. Ifølge budgetmaterialet sparer kommunen 0,5 mio. kr. det ene år og 0,3 mio. kr. det næste – i gennemsnit 400.000 kr. årligt. Sætter man tallene i perspektiv, er konsekvensen klar: I 2021 brugte Frederiksberg Kommune 649.712 kr. på tilfredshedsundersøgelser. At fjerne 500.000 kr. af det beløb svarer til en reduktion på 77 procent. Tilbage er kun knap 150.000 kr. til at undersøge tilfredsheden med ældreområdet, renhold, grønne områder, grafitti, busser samt udgivelsen af den store borgerundersøgelse.

Næsten en nedlæggelse

Når man skærer så dybt, er det næsten lig med en nedlæggelse. Uden solide målinger mister både borgere og politikere muligheden for at følge med i udviklingen fra år til år – og vi mister et af de få redskaber, der kan dokumentere, hvorvidt servicen bliver bedre eller dårligere.

Et ekstra benspænd

Flertallet har samtidig besluttet at ændre selve målemetoden. Dermed bliver det umuligt at sammenligne fremtidige tal med tidligere år. Resultatet er, at enhver diskussion om kvaliteten i kommunens service vil ende i påstand mod påstand. Vi får intet fælles grundlag at vurdere udviklingen på.

Demokratiet svækkes

Når borgernes indblik forsvinder, bliver demokratiet svagere. Frederiksberg fortjener fuld gennemsigtighed – ikke mørklægning forklædt som budgetansvarlighed.