Frederiksberg Kommune bruger mange penge – især på det sociale område. Det er helt rimeligt. For der er flere, der har det svært, og det skal vi tage alvorligt. Men det betyder også, at vi bliver nødt til at prioritere benhårdt. Vi har ikke råd til at gøre alt på én gang – og slet ikke på den gammeldags måde.
Et af de største problemer i den kommunale indsats er, at hjælpen ofte gives i små bidder: lidt støtte nu, lidt mere senere, og så lidt igen. Det virker sjældent. Vi bør i langt højere grad give den rigtige hjælp fra starten. Ikke bare fordi det er det menneskeligt rigtige – men fordi det i længden er billigere.
Det samme gælder de ældre: Har man brug for hjemmehjælp eller plejehjem, skal man have en indsats, der skaber tryghed og værdighed. Ikke en, der er designet til at skubbe problemerne foran sig. 
Jeg tror, vi kan frigøre mange ressourcer ved at kigge kritisk på kommunens egne arbejdsgange. I dag skal der søges, godkendes og dokumenteres i ét væk – og samtidig oplever mange borgere, at det er svært overhovedet at finde ud af, hvordan man søger. Det er ikke effektiv velfærd – det er bureaukrati.
Vi skal ikke skære i det nødvendige. Men vi skal turde stille os selv spørgsmålet: Er det her til gavn for borgeren – eller for systemet? Det er først, når vi tør det, at vi for alvor kan bruge pengene, hvor de gør mest gavn.
