Hvis vi vil give vores børn en god start på livet, så skal vi først og fremmest give dem tryghed. Og tryghed opstår, når børn møder voksne, de kender – og som kender dem.
Derfor undrer det mig, at man i skolerne accepterer, at omkring hver tiende undervisningstime bliver dækket af en vikar. Nogle vikarer er dygtige og engagerede, men mange bliver kastet ind i klasselokalet uden forberedelse, uden undervisningsmateriale og uden kendskab til børnene. Det gør ingen tjeneste – hverken for børnene eller for læringsmiljøet. 
Vi kan ikke forbyde sygdom eller fravær. Men vi kan bruge vikartimerne langt bedre. Jeg foreslår, at vi på Frederiksbergs skoler udvikler undervisningsmateriale, der handler om vores egen by. Materiale, som kan bruges af vikarer uden forberedelsestid – fx film, små hæfter, lydfortællinger og opgaver, der giver eleverne indsigt i det lokale fællesskab.
På den måde bliver vikartimer ikke bare passiv ventetid – men en del af noget større. Og vigtigst af alt: Vi giver børnene en oplevelse af kontinuitet og mening.
Når jeg taler om prioritering i kommunen, så er det ikke for at spare. Det er for at sikre, at de penge vi bruger, bliver brugt klogt. Og hvad kan være klogere end at investere i børn, der føler sig trygge, set og forstået – også når deres faste lærer er væk?
